AMPHORA ORANGE 2021
Druer: Muscat petit grains.
Jordbund: Vulkanske røde sandsten, skifer og kvarts terrasser i 1000 meter o.h. i "Mount Karvounis", økologisk dyrket.
Vinfremstilling: Macererer med skindet 30 dage i ler amfora. Fritløbende juicegæring og lagring i ler amfora. Ingen klaring eller filtrering, intet tilsat, aftappet ved tyngdekraft.
Alc. 14% vol.
Profil
Høsten foregår altid om natten, for at opnå en perfekt fenolisk modning af druen. For at skabe en afbalanceret gastronomisk vin med intens karakter, macereres vinen 30 dage i amforaer. Efterfølgende lagres den på eg, for at give den smøragtige fedme. Dette er en af de mest spændene orangevine vi har smagt i nyere tid. Duften præges af fersken og abrikos, volatile noter, citrus og honning. Smagen er yderst saftig og fedmefuld på ganen, rund og fløjlsblød, med nerve og karakter. Eftersmagen er vedvarende og vinens balance er imponerende.
"Free run juice" Muscat fra vulkanisk jordbund i mere end 1000 meters højde - Imponerende orangevin macereret 30 dage i amfora.
Rene Langdahl skrev dec. 2022
Græske Philia Muscat Amphora fra Samos. 15 % og brusende aromatisk, gylden som gammel sauternes, men tåget og naturlig. Næsten 8 g syre pr. liter og det er lige så meget som seriøs tysk riesling. Amforalagret og macereret muscat a la Homer og Iliaden. Sindssyg kombi af appelsinkompot og mos på tørrede abrikoser, skumbad og let rådnende mango, aromatisk olie, appelsinolie, provokerende og i munden er den medicinsk, kan vække døde grækere til live igen, smager som puré af dåsefersken, juleøl, IPA, afsindig vin, helt fantastisk og prøv den lige til en stærk vindaloo. Bitterhed og styrke, sødme og vildskab på én gang. Philias’ Fokiano kan også anbefales.